Nu er fremlæggelser på klassen ikke længere en pine

”Og så har I vel også lavet fremlæggelser?” blev jeg spurgt om, da vi lærere på skift fremlagde, hvad vi havde lavet med klassen de sidste par måneder. Men det havde jeg ikke.

Min modvilje mod fremlæggelser var bundet i, tror jeg, at det tog en masse tid, og sendte mig som underviser ud i periferien. Det er imidlertid ikke valide grunde til at undlade at lave fremlæggelser, for det er jo fremragende, når eleverne laver noget på egen hånd, og man ser altid nye sider af eleverne, når de får lov at udfolde sig på denne måde. Så naturligvis skulle vi også lave nogle fremlæggelser.

Det var ikke en ubetinget succes.

Jeg delte klassen op i ni grupper, der hver lavede en fremlæggelse på en halv time (inklusiv debat, tilbagemelding og kort pause). Det vil sige at det tog 3 moduler af 90 minutter for hele klassen at overvære alle ni seancer. Det var hårdt. Jeg tror alle (inklusiv mig selv) til sidst tabte koncentrationen. Der var altså ikke noget i vejen med selve arbejdsprocessen, men afslutningen var ulidelig.

Hvad skulle jeg have gjort?

Jeg kunne have delt klassen i tre, og ladet eleverne fremlægge for hinanden i disse mindre fora. I så fald kunne det have været færdiggjort på et modul. Men så havde eleverne ikke kunnet få feedback fra mig, og jeg ville ikke have kunnet se, hvordan den enkelte præsterede (jeg kan jo ikke være tre steder på en gang).

Jeg havde også overvejet at lade eleverne lave en film i stedet for en fremlæggelse. Film varer kortere tid end fremlæggelser, de ville være gemt for altid, og vi ville ikke behøve se alle film, det ville være tilstrækkeligt, at jeg så alle produktionerne. Når jeg ikke gjorde det, var det fordi jeg frygtede, at de tekniske aspekter ved filmproduktion ville overskygge de faglige. Endvidere er jeg af den opfattelse, at det ikke giver mening at lade eleverne bruge meget tid på det tekniske, hvis de ikke skal opøve rutine i det pågældende redskab, og jeg havde ikke forestillet mig, at de skulle lave film hele tiden.

Løsningen blev et nyt IT-redskab, som jeg netop havde hørt om; en screencast.

En screencast er en videooptagelse af et udsnit af, hvad der sker på min skærm, hvor man kan høre, at jeg taler ind over. Det er med andre ord en videooptagelse af en præsentation. Og så lever screencasts i allerhøjeste grad op til mit krav om, at didaktiske IT redskaber skal være simple.

Hør hvor nemt det er: Man kan lave en screencast med det gratis værktøj http://screencastomatic.com/. Man trykker på ”start recording”, så dukker kontrolpanelet op. Når du trykker på den røde knap starter optagelsen. Du kan pause optagelsen, mens du orienterer dig i dit manuskript, finder en ny side frem osv. Når optagelsen er færdig, kan du med et klik med musen ligge optagelsen på youtube. Det kan ikke blive nemmere.

Link til instruktionsvideoer (på dansk) til screencast (og andet)

Jeg har nu gennemført mange forløb, hvor et længerevarende projektarbejde har udmundet i et elektronisk produkt i form af en screencast. Det tekniske har ikke fyldt meget, bortset fra at lydkvaliteten ikke altid har været god (anbefal eleverne at bruge en ekstern mikrofon, der sidder en i samlingen i deres høretelefoner). Det har ofte været sådan, at en eller to grupper laver en gammeldags mundtlig fremlæggelse, samtidig med at vi ser en eller to af screencast-produktionerne. De sidste produktioner kan jeg selv se senere.

Nu kan jeg (og eleverne!) meget bedre overkomme projektarbejde med fremlæggelser.

P.S. Selvom en screencast er et mundtligt produkt, har jeg inddraget ny skriftlighed ved at bede eleverne også aflevere manuskriptet som de læser højt fra. Andre IT værktøjer er også blevet inddraget: Gruppernes manuskript er lavet i et fællesdokument (google.docs), som jeg havde adgang til, så jeg kunne følge med - og blande mig - i deres arbejde, efterhånden som det skred frem. Selve præsentationen som blev vist med screencast, var lavet i en prezi (en ny og mere fancy afløser til powerpoint).

Eksempel på en elevproduktion med screencast