søndag den 19. oktober 2014

Skam i klasseværelset

Jeg tilstår, at jeg ofte er misundelig på ungerne. For dem står alle veje åbne. Mangt og meget er endnu uprøvet. Derfor undrer det mig, at ikke alle gymnasieelever elsker at komme i skole og lære nye ting. Nogle er vrantne og fornærmede, andre slår blikket ned og tier.

To ting står i vejen for elevernes lykke. (1) En kompakt hverdag med et alt for stort arbejdspres. (2) En følelse af skam og utilstrækkelighed, når de ikke præsterer fagligt i top. Det første problem kan vi undervisere ikke gøre noget ved, det er politisk bestemt. Men skamfølelsen ved ikke at være god nok, det er vores bord.

Det er ikke alle mennesker, der er lige gode til alt. Og det er ikke alle, der lærer lige hurtigt eller ligedan. Lad os sige at det er den virkelighed, vi arbejder ud fra. Hvis vi accepterer vores forskelle som en kendsgerning, giver det ikke mere mening at skamme sig over, at man lærer langsomt eller anderledes, end at skamme sig over, at man er født som pige eller dreng.

Når der nu ikke er noget at skamme sig over, hvorfor er der så mange gymnasielærere, der har svært ved at fortælle eleverne, når de gør det dårligt?

Et eksempel: En elev siger noget vrøvl. Alle i klassen ved, at det var noget vrøvl. Hvad gør læreren? Som vi lærer på pædagogikumuddannelsen, skal vi være anderkendende. Derfor vil læreren ikke sige, at elevens svar er noget vrøvl. Men læreren kan heller ikke sige, at det var flot. Læreren kommer med et mærkeligt forblommet svar. Men alle i lokalet ved, at det det som eleven sagde var vrøvl. 

Lærerens forsøg på at være anderkendende, resulterede i skam. Stik imod intentionen blev det kommunikeret, at elevens indlæg var så pinligt forkert, at læreren ikke kunne få sig selv til at sige det.

Vi skal have en klasserumskultur i gymnasiet, hvor det er i orden at fejle. Elever og lærere skal dele den læringsforståelse, at man lærer ved at fejle (errare intellegere est). Jeg ønsker, at flere elever var i besiddelse af en brøkdel af det lille barns insisterende attitude, som sikrer at vi lærer at spise selv og tage vores eget tøj på. Barnet er ligeglad med, at det er svært, at det tager lang tid, og hvis den utålmodige forældre vil blande sig, så er der skideballe.

Forleden rettede jeg på et mundtligt indlæg fra Christian i 3.g. Hvordan reagerede Christian? Han sagde undskyld. Et splitsekund var jeg slået helt ud. Jeg stoppede min gennemgang.

”Du skal ikke sige undskyld Christian. Det er meningen, at du skal lave fejl. Og det er meningen, at jeg skal rette dig. Det er sådan du lærer: Ved at prøve dig frem, indtil du kan det. Hvis I alle kunne det hele i forvejen, var der jo ingen grund til at I sad her, så kunne I springe gymnasiet over, og hvad skulle jeg så lave? Den gode elev er den elev, der rækker hånden op og forsøger, også selvom vedkommende ikke er sikker på, at det er det rigtige svar”. En anderkendende småsnakken bredte sig i klassen.

Situationen var reddet, men oplevelsen illustrerer, at elever føler skam ved at svare forkert, ved at udstille deres utilstrækkelighed. Men hvis man ikke kan udstille sin faglige utilstrækkelighed i skolen, hvor kan man så gøre det?

Som lærere i gymnasiet skal vi være forberedt på, at en del elever kommer traumatiserede efter 10 år i Folkeskolen. De kommer kuede. De kommer uden begejstring. Både de dygtigste og de dårligste elever i Folkeskolen har lært, at de ikke skal stikke næsen for langt frem. De kommer med negative forventninger, og de tror ikke, at det bliver anderledes her. Men gymnasiet er anderledes. Det skal vi have eleverne til at tro på.

Indtil for nyligt var der et vandtæt skel mellem den mundtlige og den skriftlige del af undervisningen. I den mundtlige del har elever altid været vant til, at andre elever hører og kommenterer deres indlæg. Men det skriftlige var privat. Noget der blev mellem læreren og eleven selv. Sådan er det ikke mere.

Med IT-integreret undervisning kommer eleverne i langt højere grad til at læse, rette og kommentere på hinandens skriftlige arbejde. Altså endnu en arena, hvor man kan få sin faglige utilstrækkelighed udstillet. Endnu en pædagogisk udfordring for lærerne.

Løsningen er den samme som før. Vi skal i hele vores virke signalere til eleverne, at det er i orden, at man laver fejl, og at hele formålet med en skole er, at her kan man få lov at lave fejl.

I min 2.g. klasse laver eleverne netop nu problemformuleringer til Dansk/Historieopgaven. Det er ikke helt nemt, og ingen rammer plet i første forsøg. Naturligvis er der ikke skemalagt nogen vejledning, så jeg har dekreteret at vejledningen foregår i den hertil oprettede Facebookgruppe. Det indebærer, at alle ens klassekammerater kan se ens usikre forsøg på at lave en problemformulering, og den kritik jeg giver herpå. Men det betyder også, at alle kan lade sig inspirere af hinanden, og lære af hinandens fejl. Jeg behøver heller ikke sige/skrive det samme igen og igen, jeg kan henvise til noget jeg allerede har skrevet til en anden elev.

Der er ingen tvivl om, at dette opleves grænseoverskridende for nogle elever. Det afgørende er her, at vi lærere signalerer, at det er sådan, det skal være. At det er i orden at lave fejl offentligt. Så længe eleverne deltager på fælles vilkår, og er fælles om oplevelsen, vænner de sig hurtigt til det. Så er vi kommet langt.


Enkelte elever har alligevel sendt private meddelelser med deres problemformulering til mig. Jeg har svaret dem privat, men opfordret dem til at poste offentligt. Nogen har gjort det, andre ikke. Det accepterer jeg, men jeg håber, at de alligevel en dag får mod på at stikke næsen frem.

1 kommentar:

  1. BOMAN Consulting arbejder med udvalgte kunder indenfor digital markedsføring og udvikling. Options are lars kolind, unboss, nq, tedxcopenhagen and digital strategi.

    SvarSlet