tirsdag den 7. oktober 2014

Hurtig test uden forberedelse

Der er ikke noget, der kan anspore eleverne til at læse lektier, og få dem op på mærkerne, som hvis vi starter timen med en rask lille test.

Jeg havde længe ledt efter et digitalt værktøj, der gjorde det muligt, at gennemføre ganske simple test uden forberedelse, og med mulighed for at evaluere umiddelbart efter testen var overstået. Jeg fandt Socrative.

Sådan gør jeg:

  1. Inden timen starter har jeg tænkt på et spørgsmål, der kan besvares med en sætning (f.eks. Hvad var stænderforsamlingerne?).
  2. På klassen går jeg ind på min socrative konto (jeg skal ikke bruge tid på brugernavn og kodeord, fordi jeg har aktiveret automatisk login).
  3. Herfra vælger jeg ”quick question” ”short answer” og ”student name required” - tre klik med musen.
  4. Eleverne kommer på ved at skrive m.socrative.com i deres browser, herfra bliver de bedt om, at indtaste nummeret på mit rum (nummeret er altid det samme, hver gang jeg bruger socrative).
  5. Eleverne udfylder nu feltet med deres navn.
  6. Jeg taster spørgsmålet ind, og når eleverne er klar, frigiver jeg det (ved at trykke på start).
  7. Jeg giver gerne eleverne max 30 sekunder til at svare, og så stopper jeg testen (ved at trykke finish). Jeg kan se hvor mange der har nået at sende svaret inden jeg stopper testen.
  8. Resultatet af testen får jeg straks som en nemt overskuelig fil jeg kan konsultere, når det er tid til karaktergivning.
  9. Jeg plejer at bruge 10 sekunder på at skimme resultatet og rose de bedste svar.
  10. Vi tager os også tid til at diskutere på klassen, hvad der ville have været et godt svar.


For at opsummere: Med socrative får jeg tjekket om eleverne har læst lektier. Vi træner begrebsforståelse. Jeg får målbare resultater til karaktergivning. Der kan gives feedback på testresultatet med det samme.


Og det bedste af det hele, det kræver ingen forberedelse, og der skal ikke laves nogen efterbehandling. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar