onsdag den 5. februar 2014

Nedbryd de fastlåste rammer for undervisningen i gymnasiet, og frigør lærernes kreativitet


Faste klasser med fast størrelse og undervisning tilrettelagt på faste tidspunkter – når vi altid gør det samme, sløver det vores didaktiske fantasi. Undervisningsstrukturen i gymnasiet kan med fordel ombrydes. Det vil frigøre gymnasielærernes kreativitet og hæve niveauet i gymnasiet.

Lad os begynde med en af mine personlige kæpheste: Grundforløbet i 1.g.

Såfremt ånden i loven overholdes, er det meningen at elevens endelige valg af studieretning træffes til jul, og når eleverne faktisk opfordres til at vælge, er der mange der vælger om.

Omvalget indebærer at stort set alle klasser splittes op, og vi må starte forfra på processen med at opbygge et trygt læringsmiljø. Et fantastisk spild af ressourcer. Og helt skørt når man betænker, at eleverne reelt foretager deres omvalg i blinde.

Eleverne har kun prøvet en studieretning, så de ved ikke hvad de øvrige indebærer. Oven i købet er det temmeligt begrænset, hvad de er blevet undervist i, som er karakteristisk for den studieretning, de har valgt. Alle studieretninger kører så vidt muligt med fælles pensum frem til jul, netop fordi eleverne vælger om.

Læg hertil at studieretningerne ofte får en tung social slagside, således at gymnasiefremmede elever vil være overrepræsenterede i nogle klasser og nærmest fraværende i andre – til skade for læringsmiljøet. Jeg kan nå cirka dobbelt så meget i historie med dygtige klasser, som med svage klasser.

Hvad med at eleverne oplevede et reelt introforløb til gymnasiet, hvor de stiftede bekendtskab med lidt af hvert? For eksempel ved at modtage undervisning fra ældre elever med samme studieretning? Forløbet behøver ikke vare måneder, men uger, hvorefter eleverne bliver inddelt i deres endelige klasser. Det endelige valg kunne foretages ud fra kriterier om fælles fag og niveauer, men det kunne også foretages ud fra kriterier om, hvem der lærer godt sammen, samt ønsket om at sikre en balance mellem stærke og svage elever i en klasse.

Lad os udforske alternative undervisningsstrukturer man kan indføre på gymnasiet:

(1) Vi kunne undervise elever i mindre grupper. Min erfaring fra mine ophold på angelsaksiske universiteter siger mig, at det vil give mere intensiv undervisning med langt mere elevdeltagelse. Det kan være en stimulerende oplevelse for mange. Jeg tænker især på de dygtige stille piger.

Disse piger vil have rigtig godt af, at blive presset til mundtlige succesoplevelser. Måske føler de sig intimiderede af klassekammerater med en mere kontant tilgang?  Lad os sige at hver mandag formiddag er der et intensivt seminar for 8-12 af disse piger.

Generelt forestiller jeg mig, at undervisningshold på 8-12 elever kunne være en oplagt måde, at gennemføre differentieret undervisning på (jeg er vel ikke den eneste gymnasielærer, der synes det er rigtigt svært at lave differentieret undervisning i praksis?).

(2) Elever kan undervises i større forsamlinger. Selvom forelæsninger er didaktisk set temmelig ubehjælpsomme, så skal vi vænne eleverne til den undervisningsform, fordi den dominerer de videregående uddannelser stadig den dag i dag.

Kombinerer vi forelæsningen med de variationsmuligheder vi allerede bruger i den daglige undervisning, tror jeg de kan gennemføres forsvarligt. Jeg tænker at de nye IT-værtøjer, der kan give øjeblikkelig respons fra eleverne til underviseren (f.eks. socrative), kan skabe større deltagelse end den traditionelle forelæsning (en temmelig kedelig affære husker du nok fra din egen studietid).

(3) Brugen af gruppearbejde skal intensiveres. Vi bruger ofte gruppearbejde som kortvarige øvelser, med det formål at få flere elever til at udtrykke sig. Det traditionelle gruppearbejde kan udvides med det produktorienterede forpligtigende gruppearbejde.

Elever kunne pålægges at aflevere skriftlige produkter udarbejdet ved hjælp af de nye IT-samarbejdsværktøjer (f.eks. Google docs, Office 365, Facebookgrupper og endog Twitter). Produktet skal naturligvis evalueres, således at eleverne hæfter for hinandens indsats, hvad der tvinger dem til at tage den fælles indsats seriøst.

Formålet ved det produktorienterede forpligtigende gruppearbejde er dels at fremme elevernes samarbejdsevne og ansvarsforståelse, men også at få dem til at lære mere af hinanden. Skriftlighed i gymnasiet er i alt for høj grad en sag mellem den enkelte elev og læreren. Herved går vi glip af det store potentiale ved, at elever kan lære af hinanden.

Hvad med at elever afleverer et skriftligt arbejde produceret i fælleskab til en lærer, der retter det igennem, og derefter giver det tilbage til eleverne med anvisninger på, hvorledes arbejdet forbedres og færdiggøres? Eleverne kommer til at forholde sig til skriftlighed overfor hinanden, og de bliver mere reflekterede over deres skriftlighed, når vi gør det til en længerevarende proces.

(4) Endelig skal eleverne blive bedre til at arbejde alene. Gymnasiet er historisk en institution målrettet borgerskabets børn. Det afspejles stadig, ved at gymnasiefremmede elever får væsentligt dårligere karakterer end f.eks. elever af forældre med akademikerbaggrund. Dette er i for sig naturligt, og nok svært at nivellere totalt, men jeg mener vi kan gøre det bedre.

Det er navnligt m.h.t. lektielæsning at forskellen i social baggrund viser sig. Burde vi ikke skære igennem og sige, at der var vores ansvar at skaffe elever gode rammer for lektielæsning? Lektielæsning og andre selvstudier burde foregå på gymnasiet med kyndig vejledning. For at undgå ressourcespild ved at have for mange lærere til at sidde lektievagt, kan lektievejledning i et vist omfang foregå online (som f.eks. på http://gym.lektier-online.dk/).

Lektielæsning på gymnasiet vil skabe mere overskuelige rammer for elever med forældre med en mere traditionel lønarbejderkultur, og det vil sikre at alle elever uanset social baggrund får kvalificeret lektiehjælp.

Mange skoler har allerede frivillige ordninger, der ligner det jeg har beskrevet, men jeg kan tydeligt se hvem der bruger disse muligheder. Det gør de stærke elever. Dem der har mest brug for det, kunne aldrig drømme om at dukke op. Derfor skal det ganske simpelt være normen for alle elever, at man laver sit arbejde på skolen.

Som det fremgår, ser jeg mange fordele ved at ombryde undervisningen. Helt fundamentalt tror jeg, at hvis undervisningen bliver tilrettelagt på mange forskellige måder, vil lærernes udvikle tilsvarende nye måder at undervise på. Men et forbehold er imidlertid på sin plads. Jeg vil ikke afskaffe klasserne.

Det er vigtigt at eleverne har en klasse, der giver social samling i gymnasiet, og som udgør det rum, hvor vi kan arbejde med elevernes læringskultur. Vi skal ikke gentage fejlene med modulbaseret undervisning fra erhvervsskolerne, hvor de opløste klasserne og dermed også de sociale relationer, hvad der fik frafaldet op på 50 %. Klassen er fundamentet, der holder sammen på eleverne.

Tak til Anne Lise Bennedsen, lektor på Rødkilde Gymnasium, for værdifuld sparring på dette indlæg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar