Faste klasser med fast størrelse og
undervisning tilrettelagt på faste tidspunkter – når vi altid gør det samme,
sløver det vores didaktiske fantasi. Undervisningsstrukturen i gymnasiet kan
med fordel ombrydes. Det vil frigøre gymnasielærernes kreativitet og hæve
niveauet i gymnasiet.
Lad os begynde med en af mine personlige
kæpheste: Grundforløbet i 1.g.
Såfremt ånden i loven overholdes, er det
meningen at elevens endelige valg af studieretning træffes til jul, og når
eleverne faktisk opfordres til at vælge, er der mange der vælger om.
Omvalget indebærer at stort set alle
klasser splittes op, og vi må starte forfra på processen med at opbygge et trygt
læringsmiljø. Et fantastisk spild af ressourcer. Og helt skørt når man
betænker, at eleverne reelt foretager deres omvalg i blinde.
Eleverne har kun prøvet en
studieretning, så de ved ikke hvad de øvrige indebærer. Oven i købet er det
temmeligt begrænset, hvad de er blevet undervist i, som er karakteristisk for
den studieretning, de har valgt. Alle studieretninger kører så vidt muligt med
fælles pensum frem til jul, netop fordi eleverne vælger om.
Læg hertil at studieretningerne ofte får
en tung social slagside, således at gymnasiefremmede elever vil være
overrepræsenterede i nogle klasser og nærmest fraværende i andre – til skade
for læringsmiljøet. Jeg kan nå cirka dobbelt så meget i historie med dygtige
klasser, som med svage klasser.
Hvad med at eleverne oplevede et reelt
introforløb til gymnasiet, hvor de stiftede bekendtskab med lidt af hvert? For
eksempel ved at modtage undervisning fra ældre elever med samme studieretning?
Forløbet behøver ikke vare måneder, men uger, hvorefter eleverne bliver inddelt
i deres endelige klasser. Det endelige valg kunne foretages ud fra kriterier om
fælles fag og niveauer, men det kunne også foretages ud fra kriterier om, hvem
der lærer godt sammen, samt ønsket om at sikre en balance mellem stærke og
svage elever i en klasse.
Lad os udforske alternative
undervisningsstrukturer man kan indføre på gymnasiet:
(1) Vi kunne undervise elever i mindre
grupper. Min erfaring fra mine ophold på angelsaksiske universiteter siger mig,
at det vil give mere intensiv undervisning med langt mere elevdeltagelse. Det
kan være en stimulerende oplevelse for mange. Jeg tænker især på de dygtige
stille piger.
Disse piger vil have rigtig godt af, at
blive presset til mundtlige succesoplevelser. Måske føler de sig intimiderede
af klassekammerater med en mere kontant tilgang? Lad os sige at hver mandag formiddag er der
et intensivt seminar for 8-12 af disse piger.
Generelt forestiller jeg mig, at undervisningshold
på 8-12 elever kunne være en oplagt måde, at gennemføre differentieret
undervisning på (jeg er vel ikke den eneste gymnasielærer, der synes det er rigtigt
svært at lave differentieret undervisning i praksis?).
(2) Elever kan undervises i større
forsamlinger. Selvom forelæsninger er didaktisk set temmelig ubehjælpsomme, så
skal vi vænne eleverne til den undervisningsform, fordi den dominerer de
videregående uddannelser stadig den dag i dag.
Kombinerer vi forelæsningen med de
variationsmuligheder vi allerede bruger i den daglige undervisning, tror jeg de
kan gennemføres forsvarligt. Jeg tænker at de nye IT-værtøjer, der kan give
øjeblikkelig respons fra eleverne til underviseren (f.eks. socrative),
kan skabe større deltagelse end den traditionelle forelæsning (en temmelig
kedelig affære husker du nok fra din egen studietid).
(3) Brugen af gruppearbejde skal intensiveres. Vi bruger ofte gruppearbejde som kortvarige øvelser, med det
formål at få flere elever til at udtrykke sig. Det traditionelle gruppearbejde
kan udvides med det produktorienterede forpligtigende gruppearbejde.
Elever kunne pålægges at aflevere
skriftlige produkter udarbejdet ved hjælp af de nye IT-samarbejdsværktøjer
(f.eks. Google docs, Office 365, Facebookgrupper og endog Twitter). Produktet
skal naturligvis evalueres, således at eleverne hæfter for hinandens indsats,
hvad der tvinger dem til at tage den fælles indsats seriøst.
Formålet ved det produktorienterede
forpligtigende gruppearbejde er dels at fremme elevernes samarbejdsevne og
ansvarsforståelse, men også at få dem til at lære mere af hinanden.
Skriftlighed i gymnasiet er i alt for høj grad en sag mellem den enkelte elev og
læreren. Herved går vi glip af det store potentiale ved, at elever kan lære af
hinanden.
Hvad med at elever afleverer et skriftligt
arbejde produceret i fælleskab til en lærer, der retter det igennem, og
derefter giver det tilbage til eleverne med anvisninger på, hvorledes arbejdet
forbedres og færdiggøres? Eleverne kommer til at forholde sig til skriftlighed
overfor hinanden, og de bliver mere reflekterede over deres skriftlighed, når
vi gør det til en længerevarende proces.
(4) Endelig skal eleverne blive bedre til
at arbejde alene. Gymnasiet er historisk en institution målrettet borgerskabets
børn. Det afspejles stadig, ved at gymnasiefremmede elever får væsentligt
dårligere karakterer end f.eks. elever af forældre med akademikerbaggrund.
Dette er i for sig naturligt, og nok svært at nivellere totalt, men jeg mener
vi kan gøre det bedre.
Det er navnligt m.h.t. lektielæsning at
forskellen i social baggrund viser sig. Burde vi ikke skære igennem og sige, at
der var vores ansvar at skaffe elever gode rammer for lektielæsning? Lektielæsning
og andre selvstudier burde foregå på gymnasiet med kyndig vejledning. For at
undgå ressourcespild ved at have for mange lærere til at sidde lektievagt, kan lektievejledning i et vist omfang foregå online (som f.eks. på http://gym.lektier-online.dk/).
Lektielæsning på gymnasiet vil skabe
mere overskuelige rammer for elever med forældre med en mere traditionel
lønarbejderkultur, og det vil sikre at alle elever uanset social baggrund får
kvalificeret lektiehjælp.
Mange skoler har allerede frivillige
ordninger, der ligner det jeg har beskrevet, men jeg kan tydeligt se hvem der
bruger disse muligheder. Det gør de stærke elever. Dem der har mest brug for
det, kunne aldrig drømme om at dukke op. Derfor skal det ganske simpelt være
normen for alle elever, at man laver sit arbejde på skolen.
Som det fremgår, ser jeg mange fordele
ved at ombryde undervisningen. Helt fundamentalt tror jeg, at hvis
undervisningen bliver tilrettelagt på mange forskellige måder, vil lærernes
udvikle tilsvarende nye måder at undervise på. Men et forbehold er imidlertid
på sin plads. Jeg vil ikke afskaffe klasserne.
Det er vigtigt at eleverne har en klasse,
der giver social samling i gymnasiet, og som udgør det rum, hvor vi kan arbejde
med elevernes læringskultur. Vi skal ikke gentage fejlene med modulbaseret
undervisning fra erhvervsskolerne, hvor de opløste klasserne og dermed også de
sociale relationer, hvad der fik frafaldet op på 50 %. Klassen er fundamentet,
der holder sammen på eleverne.
Tak til Anne Lise Bennedsen, lektor på
Rødkilde Gymnasium, for værdifuld sparring på dette indlæg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar