Elevproducerede læremidler - erfaringer med at lade eleverne lære af hinanden

Denne artikel har tidligere været trykt i Samfundsfagsnyt september 2013.

Effekten af teknologiske forandringer følger ofte med væsentlig forsinkelse. Forklaringen er simpel: Vanens magt – og vores mangel på fantasi – sinker implementeringsprocessen. Dette gælder ikke mindst inden for didaktikken.

Det mest grelle eksempel herpå er vel forelæsningerne på universitetet. Oprindelig blev forelæsninger indført, fordi bøger var dyre. Læreren skrev sine noter på tavlen, eleverne kopierede det. Det var nu engang det mest praktiske. Dengang. Det er snart århundreder siden, at den teknologiske begrundelse for forelæsninger bortfaldt. Alligevel fortsættes dette system selvom alle ved, at ingen – uanset om man er tankpasser eller professor – kan koncentrere sig i mere end (allerhøjest) 25 minutter ad gangen. Der er altså ingen mennesker udover måske forelæseren selv, der får det fulde udbytte af en forelæsning.

Også i gymnasiet er vi ofre for vanens magt. Grundstenen i vores undervisning er stadig de ekstremt kedelige lærebøger. Helt ærligt, hvis det ikke var fordi du skulle, ville du så nogensinde ad dig selv læse en lærebog til gymnasiet? Naturligvis ikke. Vi bruger lærebøger, fordi det er bekvemt for os, ikke fordi vi tror det er sjovt for eleverne. Didaktisk set er lærebogen en katastrofe. Man lærer stoffet ved at arbejde med det. Hvis man kun læser stoffet, er det glemt længe inden eksamen. Konsekvensen er, at kun elever med en udpræget stærk selvdisciplin, der laver deres eget noteapparat (altså piger med bogligt uddannede forældre), får noget ud af lærebøger.

Det behøver ikke være sådan. Mulighederne for at producere og distribuere i fællesskab er, med den IT teknologi der er blevet tilgængelig inden for de sidste 2-3 år, blevet meget nemmere. Utroligt meget nemmere. Og det giver et helt nyt didaktisk potentiale for undervisningen i gymnasiet. Imidlertid er der to barrierer, der hindrer dette potentiale i at udfolde sig. For det første at der mangler kendskab til denne teknologi, og for det andet den mangel på fantasi, som jeg indledningsvist nævnte.

Den første barriere vil snart være overvundet. At oprette en blog eller anvende et fællesdokument som google docs, er væsentligt mindre kompliceret og krævende end at bruge programmerne i Office pakken (word og excel f.eks.). Dette er allerede erkendt af flertallet af gymnasielærere, og de øvrige kommer til at erkende det meget snart, efterhånden som deres kollegaer presser på for at få dem til at bruge disse redskaber, så administrative opgaver og samarbejdsopgaver kan klares meget hurtigere. Det er nok den barriere med fantasien, der er den værste. Lad mig illustrere det med mit eget eksempel:

Jeg havde sat mig for, at jeg gerne ville have eleverne til producere deres eget undervisningsmateriale. Det lykkedes godt nok, men jeg tror klassen kunne have fået mere udbytte af processen, og at jeg kunne have mindsket min egen arbejdsindsats, hvis jeg havde været mere fantasifuld. Men nu foregriber jeg konklusionerne. Lad mig fortælle hvad jeg har gjort, og lad mig derefter filosofere/småsludre over, hvad jeg har lært i processen.

Det hele startede med, at jeg sad og rettede i min A-niveau samfundsfagsklasses skriftlige afleveringer om amerikansk politik. Jeg var ikke så lidt imponeret over den indsats de havde leveret, både med hensyn til informationssøgning og selve analyserne. Hvor er det egentlig ærgerligt, tænkte jeg, at elverne ikke ser hinandens arbejde, og får udbytte heraf. Jeg besluttede derfor at parre eleverne i grupper alt efter, hvor meget deres afleveringer lignede hinanden, og bad dem om at samskrive deres opgaver til kapitler, som jeg ville samle i et kompendium og opgive til eksamen.

Her opstod problem nummer et. Det er faktisk et stort arbejde at samskrive sådanne opgaver, og der er ikke tid til det på klassen. Eleverne fik elevtid til det, men det er svært for dem at samarbejde om en sådan opgave udenfor skolen. Måske er det heller ikke en opgave, det nødvendigvis giver god mening at lave i grupper?

Ikke desto mindre gør eleverne jo altid, hvad de får besked på, så inden længe havde jeg en række kapitler, hvoraf de fleste faktisk var af en udmærket kvalitet. Nej, naturligvis var de ikke fejlfri, og jeg hører mange læsere presse på med et meget relevant spørgsmål: Hvad vil jeg stille op med fejl? Er jeg ikke bange for, at eleverne skal lære noget forkert af hinanden? Der er mange ting, som jeg er bange for, men at eleverne kunne risikere at lære noget forkert ved selv at producere noget materiale, er ikke en af dem.

Når elever går til eksamen er det ikke alle der får 12. Det er fordi de ikke husker, forstår, eller at de ligefrem misforstår, de ting som de læser og hører om på klassen. Det er derfor ikke relevant at frygte for, at eleverne ikke lærer alt til perfektion. Det relevante er at spørge sig selv, om en ny læringsform vil indebære bedre læring end ellers. Hvis det er tilfældet, er der ingen grund til at have betænkeligheder, selvom der måtte opstå misforståelser undervejs.

Men fejl var der naturligvis, og hvad gjorde for at minimere dem? Allerførst skimmede jeg kapitlerne igennem, og fandt ud af, hvad der var de mest typiske fejl (vi taler primært om formidlingsmæssige problemer). På baggrund heraf lavede jeg en rettevejledning og satte eleverne til at rette hinandens kapitler. Det er fantastisk nemt:

Eleverne har skrevet deres tekst i google.docs (et tekstbehandlingsprogram, hvor teksten er tilgængelig for flere, og som flere kan redigere i, endda samtidigt om det skulle være), og giver nu nogle af deres kammerater adgang til dette dokument (via et link på vores intranet). Således kan mange personer læse, rette og kommentere på hinandens arbejde, uden at der opstår flere versioner af det samme dokument, uden teksten risikerer at bliver slettet eller gå tabt, sammen med den computer den ligger på (for det hele ligger jo online, og bliver hele tiden opdateret).

Efter at eleverne havde kommenteret på hinandens arbejde, skulle det rettes igennem af de oprindelige forfattere, hvorefter jeg skimmede opgaverne igennem igen. Jeg besluttede mig til, at vi skulle øve os i at lave indledninger, der gjorde det klart hvilke problemstillinger, der blev arbejdet med i hvert kapitel, og som gjorde det klart hvilke spørgsmål kapitlet ville beskæftige sig med, hvorved det også blev klart, hvornår opgaven var besvaret tilfredsstillende. Eleverne skrev nye indledninger, fik feedback fra hinanden igen, rettede og afleverede til mig for sidste gang. Jeg samlede alle kapitlerne sammen til et dokument, som jeg udgav elektronisk med nogle få kommentarer om gyldigheden af de følgeslutninger, som eleverne præsenterede læseren for. Færdig.

Er du skeptisk? Det burde du være. Selvom IT-teknologien har gjort udveksling af information fuldstændig ubesværet, har både elverne og jeg nok brugt uforholdsmæssigt meget tid på projektet i forhold til udbyttet. Og det helt store problem står stadig tilbage: Nu har vi en bog på 50 sider, men ingen ud over mig har læst det hele, og forløbet om amerikansk politik er for længst forbi. Den proces jeg har beskrevet overfor er hændt sideløbende med den ordinære undervisning over et halvt år i 2.g.!

Resultatet er jeg nu stadig glad for. Det bliver en fremragende hjælp til eksamenslæsning, og der er også masser af inspiration til SRP og det afsluttende AT-projekt, men værkets tilblivelsesproces skal være anderledes næste gang. Det vigtigste jeg har lært kan opsummeres, tror jeg, således: Ikke alle behøver at gøre alt samtidigt.

For det første er der ikke nogen videre pointe i, at jeg nu har en 50 siders lang bog om amerikansk politik. Hvad med om jeg i stedet havde haft en 50 siders lang bog om amerikansk politik, international sikkerhed, EU's gældskrise og danskernes forhold til religion (nogle af de andre temaer vi har haft om i 2.g.). Arbejdsmængden ville have været den samme, og resultatet (endnu) mere brugbart.

Dernæst: Jeg har ikke udnyttet mine elevers potentiale godt nok, når jeg har placeret dem i grupper, og bedt dem om at varetage opgaver, som hele tiden skal koordineres. Det var ganske vist min bagtanke, at eleverne skulle blive bedre til at samarbejde og uddelegere opgaver, men det tager desværre (for) lang tid at lære på den måde. I stedet for hele tiden at løse opgaven i grupper, burde jeg have uddelt opgaverne som en stafet.

Hvad med denne her model? To elever skriver en skriftlig aflevering. En tredje elev skriver disse to sammen til et helt nyt manuskript. En tredje elev laver en mundtlig præsentation over dette manuskript, og en femte elev pudser det hele af, og afleverer det til redaktøren (mig). Både manuskriptet og den mundtlige præsentation og redaktørens kommentarer gemmes i elektronisk format på intranettet. Dette gentages i forbindelse med mange forløb, og til sidst har vi en elevproduceret bog, der dækker en stor del af hele det treårige forløb.

Vil det virke? Jeg ved det ikke, men uanset hvad vil jeg have lært noget, når jeg har afprøvet det. Det er nødvendigt at eksperimentere. De erfaringer man gør sig stimulerer ens fantasi, og så er man nået langt. Herligt at have mottoet ”Errare intellegere Est” – at lære ved at gå vild.

En sidste tanke: Hvorfor skulle man begrænse sig til, at lade eleverne i én klasse lære af hinandens arbejde? Elever på tværs af klasser og gymnasier burde kunne udveksle erfaringer og materialer?