Skam i klasseværelset

Jeg tilstår, at jeg ofte er misundelig på ungerne. For dem står alle veje åbne. Mangt og meget er endnu uprøvet. Derfor undrer det mig, at ikke alle gymnasieelever elsker at komme i skole og lære nye ting. Nogle er vrantne og fornærmede, andre slår blikket ned og tier.

To ting står i vejen for elevernes lykke. (1) En kompakt hverdag med et alt for stort arbejdspres. (2) En følelse af skam og utilstrækkelighed, når de ikke præsterer fagligt i top. Det første problem kan vi undervisere ikke gøre noget ved, det er politisk bestemt. Men skamfølelsen ved ikke at være god nok, det er vores bord.

Det er ikke alle mennesker, der er lige gode til alt. Og det er ikke alle, der lærer lige hurtigt eller ligedan. Lad os sige at det er den virkelighed, vi arbejder ud fra. Hvis vi accepterer vores forskelle som en kendsgerning, giver det ikke mere mening at skamme sig over, at man lærer langsomt eller anderledes, end at skamme sig over, at man er født som pige eller dreng.

Når der nu ikke er noget at skamme sig over, hvorfor er der så mange gymnasielærere, der har svært ved at fortælle eleverne, når de gør det dårligt?

Et eksempel: En elev siger noget vrøvl. Alle i klassen ved, at det var noget vrøvl. Hvad gør læreren? Som vi lærer på pædagogikumuddannelsen, skal vi være anderkendende. Derfor vil læreren ikke sige, at elevens svar er noget vrøvl. Men læreren kan heller ikke sige, at det var flot. Læreren kommer med et mærkeligt forblommet svar. Men alle i lokalet ved, at det det som eleven sagde var vrøvl. 

Lærerens forsøg på at være anderkendende, resulterede i skam. Stik imod intentionen blev det kommunikeret, at elevens indlæg var så pinligt forkert, at læreren ikke kunne få sig selv til at sige det.

Vi skal have en klasserumskultur i gymnasiet, hvor det er i orden at fejle. Elever og lærere skal dele den læringsforståelse, at man lærer ved at fejle (errare intellegere est). Jeg ønsker, at flere elever var i besiddelse af en brøkdel af det lille barns insisterende attitude, som sikrer at vi lærer at spise selv og tage vores eget tøj på. Barnet er ligeglad med, at det er svært, at det tager lang tid, og hvis den utålmodige forældre vil blande sig, så er der skideballe.

Forleden rettede jeg på et mundtligt indlæg fra Christian i 3.g. Hvordan reagerede Christian? Han sagde undskyld. Et splitsekund var jeg slået helt ud. Jeg stoppede min gennemgang.

”Du skal ikke sige undskyld Christian. Det er meningen, at du skal lave fejl. Og det er meningen, at jeg skal rette dig. Det er sådan du lærer: Ved at prøve dig frem, indtil du kan det. Hvis I alle kunne det hele i forvejen, var der jo ingen grund til at I sad her, så kunne I springe gymnasiet over, og hvad skulle jeg så lave? Den gode elev er den elev, der rækker hånden op og forsøger, også selvom vedkommende ikke er sikker på, at det er det rigtige svar”. En anderkendende småsnakken bredte sig i klassen.

Situationen var reddet, men oplevelsen illustrerer, at elever føler skam ved at svare forkert, ved at udstille deres utilstrækkelighed. Men hvis man ikke kan udstille sin faglige utilstrækkelighed i skolen, hvor kan man så gøre det?

Som lærere i gymnasiet skal vi være forberedt på, at en del elever kommer traumatiserede efter 10 år i Folkeskolen. De kommer kuede. De kommer uden begejstring. Både de dygtigste og de dårligste elever i Folkeskolen har lært, at de ikke skal stikke næsen for langt frem. De kommer med negative forventninger, og de tror ikke, at det bliver anderledes her. Men gymnasiet er anderledes. Det skal vi have eleverne til at tro på.

Indtil for nyligt var der et vandtæt skel mellem den mundtlige og den skriftlige del af undervisningen. I den mundtlige del har elever altid været vant til, at andre elever hører og kommenterer deres indlæg. Men det skriftlige var privat. Noget der blev mellem læreren og eleven selv. Sådan er det ikke mere.

Med IT-integreret undervisning kommer eleverne i langt højere grad til at læse, rette og kommentere på hinandens skriftlige arbejde. Altså endnu en arena, hvor man kan få sin faglige utilstrækkelighed udstillet. Endnu en pædagogisk udfordring for lærerne.

Løsningen er den samme som før. Vi skal i hele vores virke signalere til eleverne, at det er i orden, at man laver fejl, og at hele formålet med en skole er, at her kan man få lov at lave fejl.

I min 2.g. klasse laver eleverne netop nu problemformuleringer til Dansk/Historieopgaven. Det er ikke helt nemt, og ingen rammer plet i første forsøg. Naturligvis er der ikke skemalagt nogen vejledning, så jeg har dekreteret at vejledningen foregår i den hertil oprettede Facebookgruppe. Det indebærer, at alle ens klassekammerater kan se ens usikre forsøg på at lave en problemformulering, og den kritik jeg giver herpå. Men det betyder også, at alle kan lade sig inspirere af hinanden, og lære af hinandens fejl. Jeg behøver heller ikke sige/skrive det samme igen og igen, jeg kan henvise til noget jeg allerede har skrevet til en anden elev.

Der er ingen tvivl om, at dette opleves grænseoverskridende for nogle elever. Det afgørende er her, at vi lærere signalerer, at det er sådan, det skal være. At det er i orden at lave fejl offentligt. Så længe eleverne deltager på fælles vilkår, og er fælles om oplevelsen, vænner de sig hurtigt til det. Så er vi kommet langt.

Enkelte elever har alligevel sendt private meddelelser med deres problemformulering til mig. Jeg har svaret dem privat, men opfordret dem til at poste offentligt. Nogen har gjort det, andre ikke. Det accepterer jeg, men jeg håber, at de alligevel en dag får mod på at stikke næsen frem.

Hurtig test uden forberedelse

Der er ikke noget, der kan anspore eleverne til at læse lektier, og få dem op på mærkerne, som hvis vi starter timen med en rask lille test.

Jeg havde længe ledt efter et digitalt værktøj, der gjorde det muligt, at gennemføre ganske simple test uden forberedelse, og med mulighed for at evaluere umiddelbart efter testen var overstået. Jeg fandt Socrative.

Sådan gør jeg:

1. Inden timen starter har jeg tænkt på et spørgsmål, der kan besvares med en sætning (f.eks. Hvad var stænderforsamlingerne?).
2. På klassen går jeg ind på min socrative konto (jeg skal ikke bruge tid på brugernavn og kodeord, fordi jeg har aktiveret automatisk login).
3. Herfra vælger jeg ”quick question” ”short answer” og ”student name required” - tre klik med musen.
4. Eleverne kommer på ved at skrive m.socrative.com i deres browser, herfra bliver de bedt om, at indtaste nummeret på mit rum (nummeret er altid det samme, hver gang jeg bruger socrative).
5. Eleverne udfylder nu feltet med deres navn.
6. Jeg taster spørgsmålet ind, og når eleverne er klar, frigiver jeg det (ved at trykke på start).
7. Jeg giver gerne eleverne max 30 sekunder til at svare, og så stopper jeg testen (ved at trykke finish). Jeg kan se hvor mange der har nået at sende svaret inden jeg stopper testen.
8. Resultatet af testen får jeg straks som en nemt overskuelig fil jeg kan konsultere, når det er tid til karaktergivning.
9. Jeg plejer at bruge 10 sekunder på at skimme resultatet og rose de bedste svar.
10. Vi tager os også tid til at diskutere på klassen, hvad der ville have været et godt svar.

For at opsummere: Med socrative får jeg tjekket om eleverne har læst lektier. Vi træner begrebsforståelse. Jeg får målbare resultater til karaktergivning. Der kan gives feedback på testresultatet med det samme.

Og det bedste af det hele, det kræver ingen forberedelse, og der skal ikke laves nogen efterbehandling. 

Det kontaktsøgende undervisningsrum

Dette indlæg handler undtagelsesvist ikke om erfaringer, jeg har gjort mig, men om et projekt eksperiment jeg har hittet på sammen med lektor Anne Lise Bennedsen (Rødkilde Gymnasium). Vil du være med?

Forandringer i IT-teknologi kommer i bølger, der ændrer grundvilkårene for undervisning. Netop nu skyller tredje bølge ind over os. 

Betegnelsen tredje bølge har jeg lånt fra Michael Paulsen og Jesper Tækkes oplæg om at bryde den sociale arv med de sociale medier. Tredje bølge omtales her som “det kontaktsøgende undervisningsrum”, hvor klassen via de sociale medier kommunikerer aktivt med omverdenen.

Hvad er formålet med at inddrage de sociale medier i undervisningen? Det korte svar kan du få, ved at se dette lille klip fra TV-avisen, hvor Twitter bruges til elevindragelse, og Facebook bruges til at komme i direkte dialog med vores europaparlamentarikere. Det lange svar kan du få, ved at læse Michael Paulsens indlæg Undervisning i det nye samfund fra Samfundsfagsnyt 191 (kan downloades her).

Alternativt kan du bare læse videre.

Vi forventer at kunne stimulere elevernes indlæringsproces, gennem en højere grad af elevinddragelse. Først og fremmest er formålet med eksperimentet at opbygge et læringsnetværk til eleverne. Et netværk hvor elever kan hjælpe og inspirere hinanden. Et netværk der giver klasserummet direkte adgang til omverdenen i form af kommunikation med politikere, sociologer, eksperter, formidlere m.v.

Hvis projektet bliver en succes, kan det måske hjælpe til at bryde det mønster, hvor elever med et svagt netværk (gymnasiefremmede elever), klarer sig dårligere end elever med et stærkere netværk (højtuddannede forældre med andre ord, elevers netværk er jo først og fremmest deres forældre). Vi - gymnasiet - vil nu tage ansvar for, at give gymnasiefremmede elever et stærkere læringsnetværk.

Projektet indebærer opbakning fra alle klassens lærere (læs = så mange som muligt, især dem der skal have klassen i flere år). Vi kan ikke regne med, at eleverne uden videre opnår bedre læring gennem adgang til de sociale medier. De skal trænes og (ud)dannes til det. Det er undervisernes fælles ansvar. Men kan alle fag få glæde af at inddrage de sociale medier? Det er ikke alle fag, der ligesom (f.eks.) samfundsfag ser det store potentiale i at lukke hele verden ind i klasselokalet, men alle fag kan have glæde af, at eleverne videndeler og hjælper hinanden så meget som muligt.

Herudover forestiller vi os, at undervisere i klasser der er med på den tredje bølge, danner netværk sammen. Et netværk der inspirerer hinanden til at udnytte læringspotentialet i de sociale medier fuldt ud, og som deler undervisningsforløb, der fremmer elevernes digitale dannelse. Lærere på tværs af gymnasier kan også lade deres klasser blive venskabsklasser med hinanden, og lade eleverne fra disse klasser blive hinandens læringsnetværk.

Lidt mere konkret. Hvad skal eleverne lave, der er anderledes, end det vi gør i dag? Her er et udkast:

• Eleverne kan lave digitalt løsningsorienteret gruppearbejde med hinanden på tværs af gymnasier. F.eks. via chat og videokonference.
• Klasser kan dele hinandens netværk og deltage sammen i online konferencer. 
• Gruppearbejde kan blive undervisningsdifferentieret. F.eks. at de dygtige elever fra Tornbjerg arbejder med de dygtige fra Rødkilde.
• Elever kan producere og udveksle med hinanden. F.eks. skriftlige opgaver i google.docs, prezi præsentationer og små film. 
• Eleverne forbedrer hinandens arbejde via kommentarer eller aktiv redigering i google docs.
• Der oprettes Facebookgrupper med henblik på vidensdeling. Her kan eleverne f.eks. poste resultater og refleksioner over litteratursøgning- og kritik. 
• Elever og lærere bruger Twitter til at orientere sig om aktuelle emner og kommunikere med en bredere kreds. 

Alle elever skal lære at anvende en række IT-redskaber til bestemte formål. Her er, hvad der må anses for obligatorisk (flere kommer sikkert til, udviklingen står jo ikke ligefrem stille på dette område):

• Facebook bruges til kommunikation med en fast defineret gruppe, hvor teksten fastholdes i en kortere periode. 
• Twitter bruges til kommunikation med i princippet hele verden, og hvor kommunikationen er umiddelbar.
• Delte dokumenter som google.docs bruges som samarbejdsværktøj til produktioner, hvor produktet skal udvikles.
• Hjemmesider som blogs bruges til at fastholde det lærerproducerede materiale og elevernes umiddelbare respons. 
• Både elev- og lærerproducerede film, præsentationer og låste dokumenter, udveksles som læremidler, der kan integreres i undervisningen. 

For en god ordens skyld: Ingen af disse værktøjer kræver nogen form for IT ekspertise, udfordringen er ikke at beherske det tekniske, men at gennemskue det didaktiske potentiale.

Vil du ride med på den tredje bølge? Så meld dig ind vores Facebookgruppe Den tredje bølge i undervsiningen, hvor du kan finde andre gymnasielærere, der søger venskabsklasser, og hvor vi kan udveksle erfaringer og udvikle konceptet.

NB: Dette projekt har ikke kunnet realiseres da jeg ikke har kunnet få tildelt et hold, der gjorde samarbejdet praktisk muligt :(

Elevproducerede læremidler - erfaringer med at lade eleverne lære af hinanden

Denne artikel har tidligere været trykt i Samfundsfagsnyt september 2013.

Effekten af teknologiske forandringer følger ofte med væsentlig forsinkelse. Forklaringen er simpel: Vanens magt – og vores mangel på fantasi – sinker implementeringsprocessen. Dette gælder ikke mindst inden for didaktikken.

Det mest grelle eksempel herpå er vel forelæsningerne på universitetet. Oprindelig blev forelæsninger indført, fordi bøger var dyre. Læreren skrev sine noter på tavlen, eleverne kopierede det. Det var nu engang det mest praktiske. Dengang. Det er snart århundreder siden, at den teknologiske begrundelse for forelæsninger bortfaldt. Alligevel fortsættes dette system selvom alle ved, at ingen – uanset om man er tankpasser eller professor – kan koncentrere sig i mere end (allerhøjest) 25 minutter ad gangen. Der er altså ingen mennesker udover måske forelæseren selv, der får det fulde udbytte af en forelæsning.

Også i gymnasiet er vi ofre for vanens magt. Grundstenen i vores undervisning er stadig de ekstremt kedelige lærebøger. Helt ærligt, hvis det ikke var fordi du skulle, ville du så nogensinde ad dig selv læse en lærebog til gymnasiet? Naturligvis ikke. Vi bruger lærebøger, fordi det er bekvemt for os, ikke fordi vi tror det er sjovt for eleverne. Didaktisk set er lærebogen en katastrofe. Man lærer stoffet ved at arbejde med det. Hvis man kun læser stoffet, er det glemt længe inden eksamen. Konsekvensen er, at kun elever med en udpræget stærk selvdisciplin, der laver deres eget noteapparat (altså piger med bogligt uddannede forældre), får noget ud af lærebøger.

Det behøver ikke være sådan. Mulighederne for at producere og distribuere i fællesskab er, med den IT teknologi der er blevet tilgængelig inden for de sidste 2-3 år, blevet meget nemmere. Utroligt meget nemmere. Og det giver et helt nyt didaktisk potentiale for undervisningen i gymnasiet. Imidlertid er der to barrierer, der hindrer dette potentiale i at udfolde sig. For det første at der mangler kendskab til denne teknologi, og for det andet den mangel på fantasi, som jeg indledningsvist nævnte.

Den første barriere vil snart være overvundet. At oprette en blog eller anvende et fællesdokument som google docs, er væsentligt mindre kompliceret og krævende end at bruge programmerne i Office pakken (word og excel f.eks.). Dette er allerede erkendt af flertallet af gymnasielærere, og de øvrige kommer til at erkende det meget snart, efterhånden som deres kollegaer presser på for at få dem til at bruge disse redskaber, så administrative opgaver og samarbejdsopgaver kan klares meget hurtigere. Det er nok den barriere med fantasien, der er den værste. Lad mig illustrere det med mit eget eksempel:

Jeg havde sat mig for, at jeg gerne ville have eleverne til producere deres eget undervisningsmateriale. Det lykkedes godt nok, men jeg tror klassen kunne have fået mere udbytte af processen, og at jeg kunne have mindsket min egen arbejdsindsats, hvis jeg havde været mere fantasifuld. Men nu foregriber jeg konklusionerne. Lad mig fortælle hvad jeg har gjort, og lad mig derefter filosofere/småsludre over, hvad jeg har lært i processen.

Det hele startede med, at jeg sad og rettede i min A-niveau samfundsfagsklasses skriftlige afleveringer om amerikansk politik. Jeg var ikke så lidt imponeret over den indsats de havde leveret, både med hensyn til informationssøgning og selve analyserne. Hvor er det egentlig ærgerligt, tænkte jeg, at elverne ikke ser hinandens arbejde, og får udbytte heraf. Jeg besluttede derfor at parre eleverne i grupper alt efter, hvor meget deres afleveringer lignede hinanden, og bad dem om at samskrive deres opgaver til kapitler, som jeg ville samle i et kompendium og opgive til eksamen.

Her opstod problem nummer et. Det er faktisk et stort arbejde at samskrive sådanne opgaver, og der er ikke tid til det på klassen. Eleverne fik elevtid til det, men det er svært for dem at samarbejde om en sådan opgave udenfor skolen. Måske er det heller ikke en opgave, det nødvendigvis giver god mening at lave i grupper?

Ikke desto mindre gør eleverne jo altid, hvad de får besked på, så inden længe havde jeg en række kapitler, hvoraf de fleste faktisk var af en udmærket kvalitet. Nej, naturligvis var de ikke fejlfri, og jeg hører mange læsere presse på med et meget relevant spørgsmål: Hvad vil jeg stille op med fejl? Er jeg ikke bange for, at eleverne skal lære noget forkert af hinanden? Der er mange ting, som jeg er bange for, men at eleverne kunne risikere at lære noget forkert ved selv at producere noget materiale, er ikke en af dem.

Når elever går til eksamen er det ikke alle der får 12. Det er fordi de ikke husker, forstår, eller at de ligefrem misforstår, de ting som de læser og hører om på klassen. Det er derfor ikke relevant at frygte for, at eleverne ikke lærer alt til perfektion. Det relevante er at spørge sig selv, om en ny læringsform vil indebære bedre læring end ellers. Hvis det er tilfældet, er der ingen grund til at have betænkeligheder, selvom der måtte opstå misforståelser undervejs.

Men fejl var der naturligvis, og hvad gjorde for at minimere dem? Allerførst skimmede jeg kapitlerne igennem, og fandt ud af, hvad der var de mest typiske fejl (vi taler primært om formidlingsmæssige problemer). På baggrund heraf lavede jeg en rettevejledning og satte eleverne til at rette hinandens kapitler. Det er fantastisk nemt:

Eleverne har skrevet deres tekst i google.docs (et tekstbehandlingsprogram, hvor teksten er tilgængelig for flere, og som flere kan redigere i, endda samtidigt om det skulle være), og giver nu nogle af deres kammerater adgang til dette dokument (via et link på vores intranet). Således kan mange personer læse, rette og kommentere på hinandens arbejde, uden at der opstår flere versioner af det samme dokument, uden teksten risikerer at bliver slettet eller gå tabt, sammen med den computer den ligger på (for det hele ligger jo online, og bliver hele tiden opdateret).

Efter at eleverne havde kommenteret på hinandens arbejde, skulle det rettes igennem af de oprindelige forfattere, hvorefter jeg skimmede opgaverne igennem igen. Jeg besluttede mig til, at vi skulle øve os i at lave indledninger, der gjorde det klart hvilke problemstillinger, der blev arbejdet med i hvert kapitel, og som gjorde det klart hvilke spørgsmål kapitlet ville beskæftige sig med, hvorved det også blev klart, hvornår opgaven var besvaret tilfredsstillende. Eleverne skrev nye indledninger, fik feedback fra hinanden igen, rettede og afleverede til mig for sidste gang. Jeg samlede alle kapitlerne sammen til et dokument, som jeg udgav elektronisk med nogle få kommentarer om gyldigheden af de følgeslutninger, som eleverne præsenterede læseren for. Færdig.

Er du skeptisk? Det burde du være. Selvom IT-teknologien har gjort udveksling af information fuldstændig ubesværet, har både elverne og jeg nok brugt uforholdsmæssigt meget tid på projektet i forhold til udbyttet. Og det helt store problem står stadig tilbage: Nu har vi en bog på 50 sider, men ingen ud over mig har læst det hele, og forløbet om amerikansk politik er for længst forbi. Den proces jeg har beskrevet overfor er hændt sideløbende med den ordinære undervisning over et halvt år i 2.g.!

Resultatet er jeg nu stadig glad for. Det bliver en fremragende hjælp til eksamenslæsning, og der er også masser af inspiration til SRP og det afsluttende AT-projekt, men værkets tilblivelsesproces skal være anderledes næste gang. Det vigtigste jeg har lært kan opsummeres, tror jeg, således: Ikke alle behøver at gøre alt samtidigt.

For det første er der ikke nogen videre pointe i, at jeg nu har en 50 siders lang bog om amerikansk politik. Hvad med om jeg i stedet havde haft en 50 siders lang bog om amerikansk politik, international sikkerhed, EU's gældskrise og danskernes forhold til religion (nogle af de andre temaer vi har haft om i 2.g.). Arbejdsmængden ville have været den samme, og resultatet (endnu) mere brugbart.

Dernæst: Jeg har ikke udnyttet mine elevers potentiale godt nok, når jeg har placeret dem i grupper, og bedt dem om at varetage opgaver, som hele tiden skal koordineres. Det var ganske vist min bagtanke, at eleverne skulle blive bedre til at samarbejde og uddelegere opgaver, men det tager desværre (for) lang tid at lære på den måde. I stedet for hele tiden at løse opgaven i grupper, burde jeg have uddelt opgaverne som en stafet.

Hvad med denne her model? To elever skriver en skriftlig aflevering. En tredje elev skriver disse to sammen til et helt nyt manuskript. En tredje elev laver en mundtlig præsentation over dette manuskript, og en femte elev pudser det hele af, og afleverer det til redaktøren (mig). Både manuskriptet og den mundtlige præsentation og redaktørens kommentarer gemmes i elektronisk format på intranettet. Dette gentages i forbindelse med mange forløb, og til sidst har vi en elevproduceret bog, der dækker en stor del af hele det treårige forløb.

Vil det virke? Jeg ved det ikke, men uanset hvad vil jeg have lært noget, når jeg har afprøvet det. Det er nødvendigt at eksperimentere. De erfaringer man gør sig stimulerer ens fantasi, og så er man nået langt. Herligt at have mottoet ”Errare intellegere Est” – at lære ved at gå vild.

En sidste tanke: Hvorfor skulle man begrænse sig til, at lade eleverne i én klasse lære af hinandens arbejde? Elever på tværs af klasser og gymnasier burde kunne udveksle erfaringer og materialer?

Nedbryd de fastlåste rammer for undervisningen i gymnasiet, og frigør lærernes kreativitet

Faste klasser med fast størrelse og undervisning tilrettelagt på faste tidspunkter – når vi altid gør det samme, sløver det vores didaktiske fantasi. Undervisningsstrukturen i gymnasiet kan med fordel ombrydes. Det vil frigøre gymnasielærernes kreativitet og hæve niveauet i gymnasiet.

Lad os begynde med en af mine personlige kæpheste: Grundforløbet i 1.g.

Såfremt ånden i loven overholdes, er det meningen at elevens endelige valg af studieretning træffes til jul, og når eleverne faktisk opfordres til at vælge, er der mange der vælger om.

Omvalget indebærer at stort set alle klasser splittes op, og vi må starte forfra på processen med at opbygge et trygt læringsmiljø. Et fantastisk spild af ressourcer. Og helt skørt når man betænker, at eleverne reelt foretager deres omvalg i blinde.

Eleverne har kun prøvet en studieretning, så de ved ikke hvad de øvrige indebærer. Oven i købet er det temmeligt begrænset, hvad de er blevet undervist i, som er karakteristisk for den studieretning, de har valgt. Alle studieretninger kører så vidt muligt med fælles pensum frem til jul, netop fordi eleverne vælger om.

Læg hertil at studieretningerne ofte får en tung social slagside, således at gymnasiefremmede elever vil være overrepræsenterede i nogle klasser og nærmest fraværende i andre – til skade for læringsmiljøet. Jeg kan nå cirka dobbelt så meget i historie med dygtige klasser, som med svage klasser.

Hvad med at eleverne oplevede et reelt introforløb til gymnasiet, hvor de stiftede bekendtskab med lidt af hvert? For eksempel ved at modtage undervisning fra ældre elever med samme studieretning? Forløbet behøver ikke vare måneder, men uger, hvorefter eleverne bliver inddelt i deres endelige klasser. Det endelige valg kunne foretages ud fra kriterier om fælles fag og niveauer, men det kunne også foretages ud fra kriterier om, hvem der lærer godt sammen, samt ønsket om at sikre en balance mellem stærke og svage elever i en klasse.

Lad os udforske alternative undervisningsstrukturer man kan indføre på gymnasiet:

(1) Vi kunne undervise elever i mindre grupper. Min erfaring fra mine ophold på angelsaksiske universiteter siger mig, at det vil give mere intensiv undervisning med langt mere elevdeltagelse. Det kan være en stimulerende oplevelse for mange. Jeg tænker især på de dygtige stille piger.

Disse piger vil have rigtig godt af, at blive presset til mundtlige succesoplevelser. Måske føler de sig intimiderede af klassekammerater med en mere kontant tilgang?  Lad os sige at hver mandag formiddag er der et intensivt seminar for 8-12 af disse piger.

Generelt forestiller jeg mig, at undervisningshold på 8-12 elever kunne være en oplagt måde, at gennemføre differentieret undervisning på (jeg er vel ikke den eneste gymnasielærer, der synes det er rigtigt svært at lave differentieret undervisning i praksis?).

(2) Elever kan undervises i større forsamlinger. Selvom forelæsninger er didaktisk set temmelig ubehjælpsomme, så skal vi vænne eleverne til den undervisningsform, fordi den dominerer de videregående uddannelser stadig den dag i dag.

Kombinerer vi forelæsningen med de variationsmuligheder vi allerede bruger i den daglige undervisning, tror jeg de kan gennemføres forsvarligt. Jeg tænker at de nye IT-værtøjer, der kan give øjeblikkelig respons fra eleverne til underviseren (f.eks. socrative), kan skabe større deltagelse end den traditionelle forelæsning (en temmelig kedelig affære husker du nok fra din egen studietid).

(3) Brugen af gruppearbejde skal intensiveres. Vi bruger ofte gruppearbejde som kortvarige øvelser, med det formål at få flere elever til at udtrykke sig. Det traditionelle gruppearbejde kan udvides med det produktorienterede forpligtigende gruppearbejde.

Elever kunne pålægges at aflevere skriftlige produkter udarbejdet ved hjælp af de nye IT-samarbejdsværktøjer (f.eks. Google docs, Office 365, Facebookgrupper og endog Twitter). Produktet skal naturligvis evalueres, således at eleverne hæfter for hinandens indsats, hvad der tvinger dem til at tage den fælles indsats seriøst.

Formålet ved det produktorienterede forpligtigende gruppearbejde er dels at fremme elevernes samarbejdsevne og ansvarsforståelse, men også at få dem til at lære mere af hinanden. Skriftlighed i gymnasiet er i alt for høj grad en sag mellem den enkelte elev og læreren. Herved går vi glip af det store potentiale ved, at elever kan lære af hinanden.

Hvad med at elever afleverer et skriftligt arbejde produceret i fælleskab til en lærer, der retter det igennem, og derefter giver det tilbage til eleverne med anvisninger på, hvorledes arbejdet forbedres og færdiggøres? Eleverne kommer til at forholde sig til skriftlighed overfor hinanden, og de bliver mere reflekterede over deres skriftlighed, når vi gør det til en længerevarende proces.

(4) Endelig skal eleverne blive bedre til at arbejde alene. Gymnasiet er historisk en institution målrettet borgerskabets børn. Det afspejles stadig, ved at gymnasiefremmede elever får væsentligt dårligere karakterer end f.eks. elever af forældre med akademikerbaggrund. Dette er i for sig naturligt, og nok svært at nivellere totalt, men jeg mener vi kan gøre det bedre.

Det er navnligt m.h.t. lektielæsning at forskellen i social baggrund viser sig. Burde vi ikke skære igennem og sige, at der var vores ansvar at skaffe elever gode rammer for lektielæsning? Lektielæsning og andre selvstudier burde foregå på gymnasiet med kyndig vejledning. For at undgå ressourcespild ved at have for mange lærere til at sidde lektievagt, kan lektievejledning i et vist omfang foregå online (som f.eks. på http://gym.lektier-online.dk/).

Lektielæsning på gymnasiet vil skabe mere overskuelige rammer for elever med forældre med en mere traditionel lønarbejderkultur, og det vil sikre at alle elever uanset social baggrund får kvalificeret lektiehjælp.

Mange skoler har allerede frivillige ordninger, der ligner det jeg har beskrevet, men jeg kan tydeligt se hvem der bruger disse muligheder. Det gør de stærke elever. Dem der har mest brug for det, kunne aldrig drømme om at dukke op. Derfor skal det ganske simpelt være normen for alle elever, at man laver sit arbejde på skolen.

Som det fremgår, ser jeg mange fordele ved at ombryde undervisningen. Helt fundamentalt tror jeg, at hvis undervisningen bliver tilrettelagt på mange forskellige måder, vil lærernes udvikle tilsvarende nye måder at undervise på. Men et forbehold er imidlertid på sin plads. Jeg vil ikke afskaffe klasserne.

Det er vigtigt at eleverne har en klasse, der giver social samling i gymnasiet, og som udgør det rum, hvor vi kan arbejde med elevernes læringskultur. Vi skal ikke gentage fejlene med modulbaseret undervisning fra erhvervsskolerne, hvor de opløste klasserne og dermed også de sociale relationer, hvad der fik frafaldet op på 50 %. Klassen er fundamentet, der holder sammen på eleverne.

Tak til Anne Lise Bennedsen, lektor på Rødkilde Gymnasium, for værdifuld sparring på dette indlæg.

And afslører: Danskerne uvidende om undervisningen i gymnasiet

Chokerende nyt: Handelsgymnasiet i Holstebro forbyder IT i undervisningen. Som et forsøg er computere og mobiltelefoner blevet forbudt. Men hvordan er det muligt?

Hvordan skal eleverne tjekke deres skema, vide hvor de skal gå hen, finde deres lektier, læse deres egne noter? Hvordan skal underviseren involvere hele klassen i undervisningen samtidigt, hvilke produkter skal han (eller hun) bede eleverne lave, og med hvilke redskaber?

Fire femtedele af den daglige undervisning må konverteres til dødbringende kedelig tavleundervisning. Det kan da ikke passe.

Det gør det heller ikke. Det er en and.

Her citereres Jens Hylkjær fra Holstebro Handelsskole: ”I medierne har det de seneste dage været fremstillet, som om computere er bandlyst fra undervisningen på Holstebro Handelsskole. Dette er faktisk ikke tilfældet. Det er rigtigt, at computeren skal være klappet sammen ved timens start og mobilen lagt væk, men der anvendes fortsat it i undervisningen: regneark, i-bøger, klip fra Nettet, pencast, prezi, Lectio m.m. Forskellen er, at computeren ikke pr. automatik er en del af undervisningen - det sker først på lærerens foranledning.”

Øv, der er jo ingen ting at forarges over.

Og dog. Kommentarerne til denne historie afslører, at mange (faktisk alle ikke-fagpersoner), slet ikke ved, hvad der foregår i gymnasierne, eller ikke har fantasi til at forestille sig, hvad man kan bruge en computer til.

Her er et udpluk af debatten (jeg har tilladt mig at rette tegnsætning og stavefejl):

• Mange unge kan ikke skrive med en blyant eller kuglepen, og stave kan de ikke, da de er vant til stavekontrollen hjælper dem.
• ... så kunne det jo også være de lærer noget, og ikke bare 'kopierer' internettets muligheder for besvarelser af diverse stillede opgaver ... ;-)
• Synes det lyder som en god ide. .. Vestergaard (der foreslog en pædagogisk løsning i stedet, red.) har vist ikke helt forstået at manglende teknologi måske samler klassen rent fysisk og psykologisk. Pædagogik, er det ikke noget man bruger i børnehaver?
• Ideen om "ansvar for egen læring" døde i 00'erne. Som skole skal man sætte rammer for godt læringsmiljø, og når så stor en procentdel af eleverne oplever gener ved brugen af Mobile enheder, er det vel helt på sin plads at lave forsøg med fjernelse af disse. Alle elever er jo frit i stand til at vælge et andet gymnasium, hvis de er utilfredse.

Hvorfor er det bedre at slå ord op i en ordbog, end på en computer? Er det virkelig meningen, at vi skal undervise i skønskrift i gymnasiet? Hvor mange handelsskoler ligger der egentlig i Holstebro?

Og hvis vi skal forhindre plagiat af opgaver, er der kun en måde: Alle elever skriver alle afleveringer i hånden under opsyn af en lærer.

Der er en ting, der virkelig undrer mig: Vi ved alle, at danskernes stærkeste ressource i den internationale konkurrence er, at vi er selvstændige og kritiske i vores tilgang til arbejdet. Det er vi fordi vi undervejs i uddannelsessystemet lærer at tage ansvar for egen læring. Hvorfor handler debatten så hele tiden om, at vi skal tage ansvaret fra eleverne?

Det er en (radikal) misforståelse at tro, at eleverne har det komplette ansvar for egen læring. Det er noget vi lærer dem, noget vi gradvist pålægger eleverne. Vi sætter hele tiden rammer for eleverne.

Ligesom de gør i Holstebro.

Læs her hvorfor gymnasielærerne skal lave IT-integreret undervisning

19 ud af 20 kommentarer på Facebook mente computere skulle afskaffes i undervisningen:

Styrk skriftligheden og få mere tid til kaffe (med blog)

Det er i skrivende stund præcis fire år siden, at jeg – i starten noget modvilligt – begyndte min omvendelse fra IT-analfabet til IT-prædikant, da jeg fik et kursus i at oprette en blog. Som nyomvendt har jeg siden forsøgt at udbrede IT-evangeliet med løftet pegefinger: Det er undervisernes moralske forpligtigelse at bibringe eleverne digital dannelse, den kommer ikke af sig selv.

Men lige så lidt som eleverne bliver motiveret til at lære, når vi prædiker moral for dem, lige så lidt ønsker gymnasielærere at høre på sligt. Nu prøver jeg en anden strategi: Kom nærmere og hør det forjættede budskab, din hverdag kan blive nemmere, hvis du integrerer blog i din undervisning.

En blog? Hvad i alverden er det didaktiske potentiale ved en blog? I bund og grund er en blog, som den du læser nu, blot en simpel hjemmeside, hvor man kan poste noget tekst. Sammenlignet med fællesdokumenter som google.docs, hvor alle kan redigere, eller screencast, hvor der både er lyd og billede, er en blog et rent stenalderredskab. 

Jeg tror imidlertid at blog i undervisningen vil få tilhængere, når det bliver alment kendt, hvad man kan udrette med en blog i forhold til arbejdsindsatsen. En blog oprettes med tre klik med musen, og her er, hvad en blog kan gøre for dig:

• Disciplinere eleverne til at yde en indsats i gruppearbejdet
• Minimere risikoen for at eleverne misforstår dine instrukser
• Give læreren indblik i elevernes faglige niveau
• Styrke elevernes skriftlige formidlingsevne
• Give eleverne større medejerskab i undervisningen
• Få eleverne til at vidensdele og inspirere hinanden
• Få eleverne til at arbejde procesorienteret med det skriftlige arbejde
• Spare underviserens tid i forbindelse med rettearbejde

I det følgende deler jeg mine konkrete erfaringer. Den første halvdel er et bearbejdet uddrag fra den kronik i GL-bladet som jeg linkede til foroven, den sidste halvdel er helt friske erkendelser:

Bloggen et stærkt disciplineringsredskab. Mange undervisere føler, at elevernes fri adgang til computer og internet svækker deres autoritet i klasserummet, eftersom læreren ikke har kontrol over, hvad eleverne laver bag skærmen (og slet ikke i gruppearbejdet). Men hvis arbejdet munder ud i et skriftligt produkt, som eleverne poster som kommentar på ens blog, kan man nemt kontrollere, om de har lavet noget, og om der har været tale om seriøst arbejde.

I tilgift: Når man ser elevernes skriftlige svar, får man en langt bedre forståelse af, hvor eleverne faktisk er i læreprocessen, i forhold til hvor man selv tror de er. Det vil tydeligt fremgå om eleverne har forstået noget, og om de kan formidle det videre.

Bemærk i øvrigt: Hvis man omhyggeligt har beskrevet opgaven i sit blogindlæg, er man også fri for, at eleverne kommer rendende og spørger: Hvad var det nu vi skulle? Sæt eleverne i gang, og gå trygt ned på læreværelset efter en kop kaffe, så skal du se, alle eleverne er travlt beskæftigede, når du kommer tilbage.

At kunne levere et skriftligt produkt er ikke unikt for en blog, men på bloggen vil alle indlæggene ligge på den samme side, og det er nemt og hurtigt at scrolle op og ned og få sig et overblik over stoffet. Det gør hele forskellen: Man skal ikke bruge tid på at åbne og lukke en masse filer, som hvis teksterne havde været uploadet i et mappesystem.

Herudover kan du projicere elevernes skriftlige arbejde op på tavlen (eller lærredet, hvis I stadig bruger det på din arbejdsplads), og tage en diskussion med udgangspunkt i det materiale eleverne netop har produceret.

Igen er det ikke en unik egenskab ved bloggen, men det er praktisk, at det hele ligger på samme side, så man hurtigt kan finde det frem og overskue det. Man kan på få minutter skimme alt det materiale, eleverne har lavet. Hvis man ønsker at arbejde videre med det eleverne har skrevet, er det en god ide at lade dem poste ved timens slutning, så har man god tid til at se det igennem inden næste undervisningsmodul.

Jeg begyndte at anvende blog i undervisningen, samtidig med at jeg startede i pædagogikum. I den forbindelse overværede min kursusleder en undervisningstime, hvor jeg brugte bloggen, og gennem hende fandt jeg ud af, at bloggen gjorde mig i stand til (på fornemste vis) at efterleve det nye bilag fire i bekendtgørelsen. Det var jeg ret imponeret over, eftersom jeg ikke vidste, hvad bilag fire var. Bilag fire er der hvor fænomenet ny skriftlighed udpensles; at vi undervisere skal træne elevernes skriftlige formåen, genrebevidsthed m.v. også i den mundtlige undervisning. Der findes ikke længere ikke-skriftlige fag!

Det var også mit pædagogikumforløb der gjorde mig i stand til at sætte ord på, at bloggen i høj grad er med til at give eleverne medejerskab. Det mærker de, når undervisningen tager udgangspunkt i materiale de har produceret, frem for en lærebog. Det kunne ske ved at fremhæve nogle svar som eksemplariske, eller (mere almindeligt) fremhæve nogle svar for deres gode egenskaber, og komme med forslag til hvordan det kunne blive endnu bedre. Man behøver ikke at stoppe ved bloggen, man kan tage sætninger og afsnit ud af bloggen, og putte dem over i et mere fleksibelt medie, hvor eleverne kan viderebearbejde deres eget materiale.

På det seneste er jeg blevet frustreret over, at mange elever laver et storslået (ja det synes jeg faktisk) arbejde med at lave problemformuleringer, samt finde og analysere data i deres skriftlige afleveringer. Samtidig er der mange der indledningsvist begår nogle simple fejl, som betyder at analysen i deres ellers ambitiøse aflevering ganske simpelt er forkert. Hvis jeg kunne få eleverne til at dele deres succeser og fiaskoer med hinanden, ville vi kunne nå meget længere.

Jeg har forsøgt at redigere elevernes afleveringer sammen til en bog. Det tog lang tid, bogen blev meget lang, og der var ikke nogen erkendelsesproces i det fra elevernes side. Derfor har jeg nu eksperimenteret med, at få eleverne til at bide afleveringen over i to dele. Første del rummer problemformulering, genre, empiri og litteratur samt foreløbige konklusioner. Denne del må højst fylde 2400 anslag, og postes som en kommentar på bloggen.

Ved at bruge denne fremgangsmåde kan jeg rette fejl, skærpe fokus og komme med forslag til forbedringer meget hurtigt (husk: Alle indlæg er på samme side, så skal jeg ikke bruge lang tid på at downloade og uploade en masse filer). De andre elever kan se hinandens problemformuleringer og mine kommentarer og lære heraf.

Først og fremmest indebærer denne brug af bloggen imidlertid, at eleverne tvinges til at arbejde procesorienteret. Nu går det ikke længere, at eleven starter på afleveringen dagen før deadline, og dernæst ikke beskæftiger sig med den nogen sinde igen. Eleverne tvinges til at skrive og erkende, og de får feedback, inden de går i gang med den endelige sammenskrivning af deres resultater. Hvis en elev ikke har lagt tilstrækkeligt arbejde i sin første aflevering (ikke kan skrive noget konkret om sine forventede resultater), så får vedkommende blot besked om at prøve igen. Elever uden megen selvstændig drivkraft, kan så lade sig inspirere af deres mere nysgerrige og flittige kammeraters indlæg.

Til sidst er der blot at minde om, at brugen af blog indebærer, at man hurtigt står med en større mængde elevproduceret materiale. Hvis man får den tanke, at alt dette skal rettes, bliver det hurtigt uoverkommeligt. Vær omhyggeligt selektiv med, hvor meget du vil rette.

Tilføjet efter deadline: Netop nu arbejder vi med AT6. Min kollega bad eleverne om aflevere deres emnevalg m.v. i Fronter (vores mappesystem). Det så sådan ud:

Jeg orkede ikke at åbne så mange filer, så jeg bad eleverne om at poste på bloggen. Det så sådan ud:

Ved at scrolle nedad kunne jeg få et komplet overblik over alle elevernes emnevalg og inddele dem i grupper herefter på ganske få minutter.

Men nu må I altså have mig undskyldt, jeg skal ned efter kaffe.

Ny eksamensform i gymnasiet påkrævet

Internettets udvikling de seneste 3-4 år har øget tilgængeligheden af informationer, og lettet vidensdeling i en sådan grad, at mange elementer i vores undervisningssystem virker forældede. Ikke mindst i gymnasiet.

Mange har undret sig over indretningen af de skriftlige eksamener. Hvor i det virkelige liv er det, at du har brug for at skrive en tekst på seks timer uden hjælpemidler, sådan som man gør det i dansk, sprogfagene, samfundsfag og international økonomi f.eks.? Jeg har endnu ikke opdaget det.

Der er indført internetadgang som forsøgsordning, og det giver god mening i f.eks. samfundsfag og international økonomi. Men internetadgang gør ikke en stor forskel i praksis, da man ikke får ekstra tid til informationssøgning. Et minut brugt på informationssøgning er et minut mindre til skrivning.

Især forekommer eksamensformen absurd når man betænker, hvilke kompetencer vi forsøger at bibringe eleverne med IT-integreret undervisning. Vi vil først og fremmest lære dem at samarbejde; at få mere ud af hinanden. Dernæst vil vi gerne have eleverne bliver bedre til at udnytte eksterne læringsressourcer (eksterne i forhold i gymnasiet). Kunne det ikke være skønt, hvis dine elever kunne lære gennem et netværk de etablerede gennem de sociale medier? Som minimum vil vi gerne have at de bliver kompetente informationssøgere, men så hjælper det ikke, at tiden til informationssøgning går fra tiden til skrivning, når det er skriftlig eksamen vi taler om.

Ingen er disse kompetencer er centrale i eksamen i dag.

Vi eksaminerer stadig i de mere færdighedsbetonede og målbare dele af faget. Netop de dele hvor det er nemmest at snyde – især hvis man har internetadgang og/eller kan kommunikere med andre udenfor lokalet.

Der er behov for en ny eksamensform. En eksamensform som gør det umuligt at snyde. En eksamensform hvor eleverne testes i deres evne til at producere originale produkter i samarbejde med deres kammerater og verdenen uden for gymnasiet.

Jeg så gerne skriftlig eksamen i flere fag blev ændret således, at eleverne i forbindelse med procesorienteret undervisning skrev (alene eller i fællesskab) en større projektopgave. Selve eksamenen var så en mundtlig eksamination i deres eget projekt.

Fordelene herved er følgende:

• Plagiat vil afsløre sig, når eleverne ikke aner hvad de har skrevet.
• Eleverne vil blive bedømt på et bredt udvalg af de kompetencer vi ønsker de skal lære, og ikke kun nogle få.
• Eksamen vil være mere studieforberedende fordi dette minder om, hvad man gør på de videregående uddannelser.
• Eksamen vil være sjovere for alle (elev som censor).

En positiv bivirkning herved vil desuden være, at alle gymnasielærere – og ikke kun dem der lige føler for det – vil tilrettelægge deres undervisning med henblik på at bibringe eleverne digital dannelse. Nu er det jo pludseligt afgørende for elevernes karakter. 

Få mere ud af eleverne

Halvdelen af klassen siger aldrig noget. Undervisningen holdes kørende af 4-5 motiverede elever. Hvad gør du?

IT-integreret undervisning kan kun legitimeres, hvis læringen bliver bedre af IT. Naturligvis skal eleverne lære at bruge IT hensigtsmæssigt under alle omstændigheder, men hvis IT i sig selv var formålet med IT-integreret undervisning, burde denne undervisning varetages af IT-eksperter, og ikke af os almindelige gymnasielærere.

I dette indlæg vil jeg komme med eksempler på, hvordan elevernes læring kan styrkes ved brug af screencasts. Hvis du ikke er med på hvad en screencast er, så læs min blog om screencasts først (klik her). I dette indlæg tager vi screencasts langt videre. Jeg skriver vi, fordi dette indlæg ikke opsummerer mine egne erfaringer, men erfaringer fra nogle af kursusdeltagerne på kurset It-didiaktik.dk (læs mere om dette kursus ved at klikke her).

Engelsklærer Jeanette Thomsen fra Rosborg gymnasium:

Mit udgangspunkt var, at få det tavse flertal i tale. For en del af mine elever, har det været en hidtil uovervindelig barriere, at sige noget højt foran de andre i klassen. Jeg satte dem til at lave screencasts, der skulle give overblik over en bestemt litterær periode. Det var nemt at få eleverne i gang, for de havde tidligere arbejdet med screencasts i et andet fag. 

Eleverne arbejdede i grupper, men jeg havde givet dem den besked, at alle skulle sige noget på optagelsen. For at sikre ligeværdighed i arbejdet, havde jeg inddelt grupperne efter niveau. Det var en god ting. De svage elever sad sammen, og hyggede sig med at tale engelsk.

For visse elever var det så grænseoverskridende at høre sig selv tale, at de fik lov til at forlade klassen, da vi skulle høre deres produktioner. De kom tilbage når deres screencast var blevet afspillet, og modtog klassens bifald. Eksperimentet var en succes i den henseende, at det lykkedes at få alle elever i tale. 

Til en anden gang vil jeg dog ikke bede eleverne om at lave en screencast, der skal give det store overblik. Jeg finder, at dette medie er bedre til mere fokuserede analyseopgaver.

Engelsklærer ved Nykøbing Katedralskole Søs Maxner:

Før end jeg satte eleverne til at lave screencasts, havde de først været igennem et forløb med podcasts (rene lydfiler). Her var det dejligt, at høre alle eleverne udfolde sig mundtligt. Nu forekom screencasts det naturlige skridt videre. Allerførst lavede jeg selv lavet en screencast (om at lave en screencast og med introduktion til den faglige opgave de skulle løse: digtanalyse). Den klappede eleverne af. Nu skulle klassen selv arbejde i grupper med et digt.

Eleverne fandt hurtigt ud af, hvordan de tacklede teknikken (det er altså utroligt nemt at lave en screencast). Dernæst lavede de alle en screencast i grupper, som vi så og hørte på klassen. For enkelte elever har det været meget grænseoverskridende at høre sig selv på en screencast foran hele klassen, men det synes jeg var en udfordring de måtte leve op til. Det er faktisk meningen med fremmedsprogslæring at kunne kommunikere til andre.

Næste trin bliver, at de skal lave en screencast som aflevering. Nu er alle elever blevet fortrolige med at lave screencasts, og fremover bliver det således, at eleverne selv må vælge, når de skal lave præsentationer, om de vil gøre det med screencasts, eller om de vil op og stå foran katederet. 

En ting skal dog indskærpes tydeligere fremover: Der skal i alle screencasts indgå noget mere visuelt end blot den tekst der arbejdes med. Eleverne vurderede selv efterfølgende, at det er for kedeligt bare at se en masse tekst, mens der tales. Screencast giver netop mulighed for at supplere lyden med noget visuelt som fænger mere, og måske får indholdet til at sidde bedre fast hos tilhørerne. 

Fra Odense Katedralskole matematiklærer Hans Jørgen Laursen:

Jeg har brugt screencast til at rette matematikopgaver. I stedet for at give skriftlige kommentarer, laver jeg en optagelse, hvor jeg kommenterer mundtligt på deres opgave, mens jeg læser den igennem, og peger med curseren, på den del jeg kommenterer på. På den måde får hver enkelt elev personlige mundtlige kommentarer.

Jeg har ikke læst opgaven på forhånd, så der kommer nogle pauser, mens jeg læser, og kommentarerne bliver meget umiddelbare. Det tog ikke længere tid, at kommentere på denne måde, men til gengæld tog det lang tid at uploade filen på Lectio til eleverne. En anden gang vil jeg sørge for, at mine screencasts ikke gemmes på computeren, men direkte på nettet på et sted, hvor eleverne har adgang. Så skal jeg ikke bruge tid på upload længere.

Eleverne var glade for de personlige kommentarer. Og vigtigere: De var nødt til at høre alle kommentarerne. Mange elever indrømmer, at de ikke læser alle kommentarerne, når de får afleveringer tilbage, men det er de altså tvunget til nu. Det forhold at mine kommentarer var så umiddelbare, betød også at de virkede stærkere. Når jeg kommenterer: ”Ej altså, hvor mange gange skal sige at dette her er forkert,” så husker eleverne det.

Eleverne er alligevel bedre til IT end mig

Lad det være sagt med det samme: Det er ikke alle lærere, der er vildt begejstrede for at inddrage IT i undervisningen. Hvorfor ikke? Lad os diskutere indvendinger imod IT-integreret undervisning.

IT tager for lang tid at lære, og der kommer hele tiden nye programmer, der erstatter de gamle.

Åh ja. Jeg husker hvordan jeg i 1992 lærte alle genvejstasterne for Word Perfect. Ret hurtigt derefter begyndte alle at bruge Word. Jeg har aldrig gidet lære genvejstasterne til Word, i forventning om at det nok ville blive udfaset efter et par år.

Ikke desto mindre holder indvendingen ikke (længere).

De mange nye værktøjer og programmer (lad os kalde dem web 2.0 værktøjer) er kendetegnet ved at være nemme at lære og endnu nemmere at bruge. Værktøjer og programmer der er bare 5 år gamle, er ofte dybt komplicerede. Det tager en krig at navigere rundt i skolens intranet, men det tager kun tre klik med musen at oprette en blog til undervisningen. Jeg har taget IT til mig, fordi det gør min hverdag enklere. Word er stadig det mest komplicerede program jeg behersker.

Det eneste der er blevet besværligere, er de urimeligt mange logins og passwords man skal igennem. Lav et password med mindst otte tegn, store bogstaver og tal, og brug dette ene password til ALT.

Eleverne er alligevel bedre til IT end mig, så jeg kan ikke lære dem noget om IT.

Nogle af eleverne er faktisk bedre til IT end mig, men de fleste er ikke.

Ikke desto mindre: Hele denne indvending beror på en misforståelse.

Det er ikke meningen, at vi skal uddanne eleverne i at bruge programmer. Det er meningen vi skal stimulere deres læring ved hjælp af web 2.0 værktøjer. Jeg kan få eleverne til at samarbejde og producere materiale med IT. Jeg kan opøve deres faglige viden, og få dem til at lære af hinanden.  Jeg kan være en rollemodel for dem, med hensyn til hvordan man får fagligt udbytte af de sociale medier.

Eleverne lærer selv at bruge værktøjerne, jeg skal bare vise det pågældende program. Elevernes generation er ikke bange for at lære IT ved at afprøve det. Og skulle der være en enkelt, der ikke har mod og lyst til at kaste sig ud i det, er det din opgave at vise vedkommende, hvor nemt det er.

IT forstyrrer undervisningen, 48 % af alle gymnasieelever bruger altid eller ofte computeren til underholdning i timerne.

Med en skoletid fra 1980’erne og en gymnasietid fra 1990’erne ved jeg med 100 % sikkerhed, at uro i klassen ikke er et fænomen, der opstod med computerens indtog i klasselokalet (hvis du spørger mig, så er uroen i en klasse proportionalt stigende i takt med andelen af piger i en klasse).

Hvad der imidlertid er uomtvisteligt er, at en computer med tilgang til internettet indeholder et uendeligt potentiale for distraktion. Hvad er vores modtræk? Vi kan ikke forbyde computeren eller lukke internettet, så det efterlader kun et alternativ: Undervisningen må tage udgangspunkt i internettets ressourcer. Hvis eleverne er travlt beskæftiget med at lave noget fornuftigt med computeren, har de ikke også tid til at lave noget ufornuftigt.

Men det betyder jo godt nok, at man må tænke sin undervisning forfra, i forhold til hvordan man underviste for bare et par år siden. Det får vi da heldigvis også løn for… endnu (tag så en slapper Bjarne C).

Skal vi ikke alle sammen have iPads? Det er det nye smarte. Alle elsker iPads.

Nej.

En iPad kan slet ikke det samme som en computer. Disse hersens iPad klasser kan ikke gå til digital eksamen, fordi iPads ikke lever op til systemkravene til digital eksamen. En iPad er velegnet til at læse med, men ikke til at skrive på, og det er nu engang det som vi først og fremmest bruger computeren til.

En helt anden problematik: Hvordan vil du forberede din undervisning på iPad? Jeg bliver vækket om morgenen kl. 5.30 af min yngste datter (snart to år), der slår mig hovedet og råber: Stå op, tøj på, iPad (hun har kun lært bydeform, og jeg tror ikke, hun nogensinde får brug for mere). Jeg har ikke adgang til iPad’en før hun sover igen, og når hun sover, er alt hvad jeg orker, at falde i søvn mens jeg ser Star Wars The Clone Wars tegnefilm.

Ingen almen dannelse uden digital dannelse

Når en elev starter i gymnasiet, vil vedkommendes jobmulighed måske endnu ikke eksistere. Hvordan kvalificerer gymnasiet elever til jobs, der ikke er opfundet endnu? Man giver dem naturligvis almen dannelse: Nysgerrighed, fantasi og selvtillid til at lære på egen hånd.

Imidlertid stiller udviklingen i de digitale medier krav til gymnasiet, som må opfyldes, hvis målsætningen om at give eleverne almen dannelse skal fastholdes. De nye muligheder for kommunikation og vidensdeling har nødvendiggjort, at eleverne nu også skal tilegne sig digital dannelse, for at kunne begå sig på fremtidens arbejdsmarked og som medborgere i samfundet.

Traditionelt har det almene gymnasiums elever mødt op med gode læringsforudsætninger. Deres forældre har måske taget dem med på biblioteket, hvor de er blevet introduceret til bøgernes verden. Eleverne har fået indlært en forventning om, hvad man kan finde på biblioteket, og hvordan man finder det, og i kraft af dette, falder det dem naturligt, at søge efter viden på egen hånd.

I dag har alle børn adgang til biblioteket, hvis deres forældre har udstyret dem med en computer. Men at sidde med adgang til et bibliotek via sin computer, er ikke det samme, som at man opnår informationskompetence. Hvor fortidens forældre kunne inspirere deres børn til at udvikle sådanne kompetencer ved at tage dem med på biblioteket, er det ikke givet, at de samme forældre i dag kan stimulere deres børns informationskompetencer, for disse er i dag primært relateret til brug af digitale medier. Man lærte informationskompetencer på et bibliotek ved at opholde sig der, fordi det var selve bibliotekets funktion, men en computer har mange funktioner, og her vil informationskompetence være et aktivt tilvalg, der også kræver forudgående kompetencer, som forældrene måske ikke er i besiddelse af.

Med andre ord: Gymnasieelever i dag vil sandsynligvis opleve en lavere grad af positiv social arv i deres dannelsesproces, fordi grundvilkårene for tilegnelse af dannelse har ændret sig siden deres forældre var unge. Værre endnu, hvis lærerne ligesom forældrene ikke er digitalt dannede, så er nutidens gymnasieelever særdeles uheldigt stillede.

Opsummeret må det erkendes, at gymnasiet i dag, for at leve op til kravet om at være studieforberedende og alment dannende, skal bibringe eleverne digital dannelse, og de kompetencer der ligger i det begreb. Indtil videre er nævnt informationskompetencen, men digital dannelse rummer flere kompetencer:

• Informationskompetence. At eleverne formår at lokalisere, udvælge og bearbejde relevant viden fra den uendelige pøl af information, som internettet udgør.
• Formidlingskompetence. At eleverne selvstændigt kan sammensætte indsamlet viden, opnå ny erkendelse, videreformidle denne i produktioner i forskellige digitale formater, og dele disse produktioner i relevante netværk.
• Deltagelseskompetence. At eleverne formår at etablere, indgå i, og bruge digitalt baserede fællesskaber til læringsformål.
• Refleksionskompetence. At eleverne er bevidste, kritiske og refleksive omkring deres egen brug af digitale medier.

Samlet set skal digital dannelse understøtte præcis det samme mål som almen dannelse, at eleverne besidder nysgerrighed, fantasi og mod til at lære på egen hånd, hvilket fra nu af og i fremtiden vil indebære at opsøge og anvende IT-værtøjer og teknologi i hastig forandring.

Facebook i undervisningen er dannelse

Læs her hvorfor…

• du bør starte med Facebook, når du introducerer sociale medier i undervisningen
• Facebook er velegnet til at bibringe eleverne digital dannelse
• du skal være venner med dine elever på Facebook

  

Jeg har oprettet en profil på Facebook.

Det skete den 18. september i år. Jeg erkender, at jeg gjorde det modstræbende, men det var i virkeligheden fordi, jeg ventede til tiden var moden. Det er den nu. Facebook er et stærkt redskab til undervisning.

Hvorfor er vi så mange, der har været skeptiske overfor Facebook? Fordi vi har set venner, familiemedlemmer og elever bruge Facebook ureflekteret til at poste fjollede fotos og ligegyldige kommentarer om ingenting. Lad det være sagt straks, lige netop den funktion har ingen interesse for os.

Det smarte ved Facebook er de mange grupper der findes, hvor der deles viden og udveksles synspunkter, samt muligheden for at oprette nye grupper, hvor din klasse kan diskutere skriftligt.

Den vigtigste grund til at netop Facebook er det sociale medie, som virkelig hitter i undervisningen, er at eleverne kender det, og elsker at bruge det. Det faktum gør Facebook til et oplagt sted at starte, når man vil inddrage de sociale medier i undervisningen.

På kurset IT-didaktik: IT og medier i gymnasiet, hvor jeg har haft en dobbeltrolle som både lærer og lærerende, har vi (20 gymnasielærere) evalueret på vores erfaringer med brug af sociale medier. Her har stort set alle undervisere haft positive erfaringer med Facebook.

Men hvad bruger man det til? Jeg har faktisk allerede skrevet det. Du bruger Facebook hvis du gerne vil have diskussion og erfaringsudveksling. Men hvorfor – spørger du med god ret – skal det foregå på Facebook? Hvorfor ikke på klassen?

Det skal også foregå på klassen. Men hvis du beder eleverne om at diskutere på Facebook, får du aktiveret alle elever på en gang. Desuden: Erfaringsudveksling på Facebook kan være nyttig, fordi erfaringerne bliver fastholdt på Facebook, fremfor hvis de kun blev artikuleret mundtligt i klasserummet.

Især er erfaringsudveksling på Facebook nyttig, når eleverne laver gruppearbejde, særligt længerevarende gruppearbejde, hvor ting ofte glemmes fra gang til gang. Jeg vil bruge det fast fremover, når eleverne laver AT projekter, hvor der typisk indgår meget informationssøgning, og grupperne kan drage nytte af hinandens arbejde.

Facebook er i øvrigt også praktisk at have ved hånden, hvis man hurtigt vil dele dokumenter eller links med klassen, hvis man vil lave en afstemning osv. Bare opret en gruppe specifikt for din klasse (eller få en elev til det), så er redskabet altid lige ved hånden. Naturligvis kan du gøre det samme i Ludus og Lectio, men det kan dine elever jo ikke. Og det vil vi så gerne have at de gør. Gør det nemt for dem.

Jeg har også brugt Facebook således, at eleverne kommenterede undervejs, mens vi så en film. Øvelsen er god, fordi de lærer af hinanden. Eleverne bliver opmærksomme på ting, de ikke selv så, fordi andre elever så det. Det er en øvelse, der kræver tilvænning, og som uvægerligt vil møde nogen modstand. Til gengæld viser det sig, at de elever der er usynlige på klassen til hverdag, ofte markerer sig tydeligt på Facebook. Det er både min erfaring og mange andres.

Ud over at udnytte de muligheder for bedre læring, som jeg netop har skitseret, kan man bibringe eleverne (digital) dannelse, ved at inddrage Facebook i undervisningen. Eleverne bruger selv Facebook rigtig meget, men bruger de det til noget fornuftigt? Nogen gør, men langt fra alle. Vi skal vise eleverne vejen til en mere hensigtsmæssig brug af Facebook.

Det gør vi ved dels at undervise med Facebook, dels ved selv at bruge Facebook hensigtsmæssigt. Vi skriver pænt dansk, og holder en sober tone. Vi bruger Facebook til erfaringsudveksling, til at netværke, til at søge efter ideer, til konstruktiv debat. Vi fortæller eleverne, når vi har tilegnet os ny viden og nye ideer via Facebook.

Derfor skal du være ven med dine elever (hvis de anmoder om det). Så kan eleverne ved selvsyn se, hvordan man gebærder sig på de sociale medier. 

Også videnskaben, i form af medieforsker Jesper Tække, siger "brug Facebook" (følg linket til tidsskriftet Samson, læs side 10-13)